En radikal boble i verden: Om Steen Pades musik

Af Sune Anderberg

Flydende hamre lyder titlen på Steen Pades klaversonate fra 1988. Og det ér næsten som at blive ramt af tungt værktøj, første gang man hører de tre satser, der senest er revideret i 2020. Men chokket over de tætte og bastante nodeklynger i pianistens højrehånd bliver hurtigt afløst af en ahaoplevelse, for det er et værk, der på mange måder giver lytteren en nøgle til at forstå Pades komplekse og raffinerede tonesprog.

Lige så massiv den kromatisk bølgende bevægelse er i højre hånd, er den akrobatiske lethed i venstre. Her springer tonerne anderledes uhæmmet fra oktav til oktav i førstesatsens hårdkogte begyndelse, og man fornemmer straks, at musikken indeholder to forskellige temperamenter. På den ene side noget strengt og næsten konkret hamrende, på den anden side netop det flydende og traditionelt skønhedssøgende. Mens én part insisterer på klyngens intensitet, bryder den anden en Fis-dur over to oktaver – ganske vist i et rasende anslag, men dog en durklang.

Med så massivt et udlæg er det ikke overraskende, at sonaten udvikler sig til en dramatisk fortælling, som når helt ud i det frådende ekstreme, men også giver masser af plads til det afdæmpede og indadvendte. Man kan nærmest høre musikken tænke, ja den skændes med sig selv og når et vrængende klimaks halvvejs i første sats, hvor en lang passage med bølgende hamren i klaverets øverste registre bliver ledsaget af et dybt orgelpunkt med pedalen i bund. Som om der siges: Værsgo at rase ud.

Herefter skifter samtalen karakter med et legesygt afsnit, en slags tagfat mellem den øverste stemmes boblende sekundintervaller og en mellemstemme, der springer drilsk og melodiøst rundt underneden. Det er vel her, sonaten tydeligst blinker med øjet og bekræfter lytteren i, at værkets ekstreme udtryk ikke skal forveksles med selvhøjtidelighed. Dermed ikke sagt, at der er tale om et forsøg på morsomhed i tre satser, slet ikke. Den rolige andensats rummer en afstemt alvor med mange dybder, af både kompleks og brudt natur, og tredjesatsen genopliver temperamentet fra indledningen, men søger – og finder – en forsoning, ikke mindst i tonal forstand. Men hvor er det opløftende, at en sådan musikalsk fortælling, med alle sine nuancer og forskelligheder, kan bringes til live med et glimt i øjet.

En uro i sindet

Også i akkordeonkoncerten Spindelvæv, oprindeligt fra 1987 og ligeledes revideret for nylig, lægger soloinstrumentet ud med tætte klynger. Denne gang virker tonefaldet dog hverken højrøstet eller fremturende, snarere udtrykker den forsigtige og hakkende dialog med trompeterne en slags uro. At noget ikke helt vil falde på plads. Først forsøger piccolofløjten og dernæst klarinetten sig med lange, faldende linjer, men roen indfinder sig ikke; i stedet begynder akkordeonet at save sig igennem en stammende monolog. Ængstelsen breder sig, og messingblæserne søger forgæves at kvæle ilden, men snart har den forplantet sig til resten af orkestret.

Midt i det tiltagende kaos dukker dog pludselig melodiske fragmenter og romantiske impulser frem af mørket. Solisten ser en åbning og forvandler sin stammen til folkemusik. Resten af koncerten fortsætter denne samtale mellem dissonans, følsomhed og folklore. Andensatsen med en poetisk drift, tredjesatsen med en kamp mellem de kræfter, koncerten har hvirvlet op, et forsøg på en afklaring uden at kvæle de forskellige viljer. Det ender et sted, hvor uro er afløst af myndighed; orkestret finder en fælles vej, og i læ af deres tonegentagelser blomstrer akkordeonet med virtuose akkordbrydninger, inden det til sidst finder hvile og tonal forankring i en enkel as-mol.

Reservoir af energi

Lytter man til Pades sinfoniettaværk fra 1993, Hvis fuglene kunne synge om natten, der har fået sin nye titel i 2020 efter oprindeligt at have heddet Liturgi, bevæger man sig ind på et lidt andet territorium. Med sin passacagliateknik har værket tydelige baroktræk – de udstrakte ostinater bevæger sig rundt i sinfoniettaets instrumenter – og fornemmelsen er en anelse mindre hamrende. Selvom klaveret også her spiller en dissonerende hovedrolle, er dets små sekundintervaller oftest brudt op, sådan at de falder forskudt af hinanden i en slags mekanisk-virtuose vippefigurer.

Passager med højt klingende træblæsere, der daler kromatisk ned fra skyerne, markerer halvvejs i værket, at musikken gør an til landing. Dog blot for at omgøre bevægelsen mod slut, hvor basklarinet, engelskhorn, klarinet og til sidst fløjte lader et langsomt stigende ostinat rejse sig fra dybet og gøre plads for klaverets afsluttende og drømmende blanding af akkordbrydning og ostinat, akkompagneret af et klokkespil. Her bliver det tydeligt, hvor meget energi der ligger gemt i Pades vekslen mellem det strengt formalistiske – tabeller, skemaer, faste former – og det udogmatisk fortællende i form af egenartede indfald, metaforiske narrativer og poetisk-romantiske afsøgninger.

Et bombardement

Når jeg lytter til instrumentalværker af Pade som Flydende hamre, Spindelvæv og Hvis fuglene kunne synge om natten, er det på den ene side som et bombardement af sanser og intellekt. De bærer på et temperament som få, på voldsomme kræfter og blid inderlighed, og formmæssigt er der en enorm spænding mellem stramme systemer og uventede elementer. På den anden side er det også, som om der sker en ophævelse, en opløsning. De mange stemmer og viljer i instrumenterne peger både i retning af forskellige tider og traditioner, og når de møder hinanden – måske endda med en vis pludselighed – er det som at blive suget ind i en boble sammen med musikken, hvor resten af verden begynder at blive utydelig.

Selv når udtrykket bliver mere transparent, som i den første af de fire sange for orkester og baryton fra 1996, Am Abend, ligger en spænding og ulmer under solisten. Derfor overrasker det ikke, at orkestret i den anden af sangene, »Die Nacht«, folder sig ud som en større modstand for den syngende, mens han som gestalt for digteren i Georg Trakls tekst gennemlever »uendelige kvaler«. I tredje sang, »Unterwegs«, mærker man for alvor Trakl-samtiden, det bittersødt klagende fin de siècle-tonesprog, og musikken bliver i udpræget grad fortællende, inden den i sidste sang, »Grodek«, igen river sig løs af det senromantiske med insisterende tonegentagelser, lange faldende melodilinjer – mod afgrunden? – og markant enkelhed.

Samme enkelhed fandtes ti år tidligere i et andet vokalværk af Pade, de fire arier fra Kongens fald fra 1986 for sopran, violin og guitar. Her spiller de to instrumentalister i »Kongen falder« og »Blodbadet« strikse, minimalistisk inspirerede brydninger, motiver og tonegentagelser, mens sopranen synger anderledes udstrakte og tonalt set mindre enkle forløb. Omvendt har violinen en mere selvstændig stemme i »Den danske Død« fra samme samling, mens de tre medvirkende vel finder deres mest heterogene forhold i »Otte Iversens Fald«. Helt enkel bliver enkelheden altså aldrig! Det ville også være mærkeligt, i betragtning af hvor mange tråde der ellers fletter sig ind og ud af Pades værker; en komponist, der af gode grunde er gledet i baggrunden efter at have holdt en skrivepause i to årtier, men som der altså er endnu flere gode grunde til at genopdage hurtigst muligt.

 

Sune Anderberg er cand.mag. i musikvidenskab og arbejder som kulturjournalist og musikkritiker. Han er ansvarshavende redaktør for onlinetidsskriftet Seismograf.