Kunstnerisk selvportræt

Som teenager skrev jeg musik til Rilkes gendigtning af lignelsen af om den fortabte søn. Rilke tolker sønnens bortgang, krise og hjemkomst som udtryk for personlig vækst og forvandling. Denne forestilling satte sig i mig, og den ligger som et vandmærke i hovedparten af min musik. I musikalsk sammenhæng bliver den til ideen om et materiale, der forvandler sig, bliver til noget andet og ad den vej giver os oplevelsen af at ankomme.

I mange værker betyder det, at musikken synes at fortælle os en historie.

Det kan være en fortælling om mørke og død som i Trakl sangene, Am Abend, der følger digteren på hans korte og tragiske livsrejse. Første og anden sats placerer ham i en tid – begyndelsen af det 20. århundrede – og på et sted: i den månebeskinnede landsby med dens onde menneskeslægt (Der Abend) og i den vilde, stormomsuste nat med forrevne billeder af dyr, planter, ild og vand (Die Nacht). I tredje sats (Unterwegs) er den ulykkelige eksistens undervejs. På en haltende og usikkert slæbende march genoplever han barndommens billeder, søsterens Schubert ved klaveret, de hviskende mennesker i haven, guitarens lyd i den fremmende kro – men er ude af stand til at fastholde billederne. Fuld, ensom og i dyb fortvivlelse, ender han i en natlig rendesten. For i sidste sats (Grodek) at finde sig selv i første verdenskrigs skyttegrave, hvor de skove og den natur han har oplevet på sin rejse, genlyder af maskingeværernes skudsalver. Hvor søsteren i skikkelse af en dødsforkyndende valkyrie hilser krigsheltenes spøgelser og deres blødende hoveder. Og hvor de ufødte slægter kun næres af gevaldig smerte. I denne sidste sats har det musikalske sprog forvandlet sig fra de forudgående satsers senromantiske udtryk til en strømmende enkel og glidende tonalitet.

Det kan også være et eventyr om lyst og lykke som i klaverkoncerten. Selvbiografisk fortæller klaveret i de to første satser om sig selv, som solist, som akkompagnatør og som den første blandt ligemænd. I en klassisk instrumentalkoncert er det et ikonisk øjeblik, når solokadencen slutter og med en langt udspundet trille giver stafetten tilbage til orkestret. I slutningen af min anden sats, da solisten ankommer til dette sted, vil klaveret ikke give slip. Det fortsætter sin trille, der herefter – som kræftceller – bliver altdominerende, brødføder begge de to sidste satser og æder alt andet materiale op. Ikke desto mindre levede parterne lykkeligt… forsikrer de sidste takter os om.

Den korte og den lange tid, afstand og genkendelse, maske og dødelig alvor er hovedpersonerne i klaverkvintetten, Reconnaissance. Den fortæller om en verden splittet i stivnede attituder, hvor karakterernes enetaler afløser hinanden i vekslende hastighed og uden at vide af deres fælles ophav. Som en svamp suger det sidste, tre minutter lange afsnit alt forudgående til sig og fortærer til sidst også sin egen retoriske veltalenhed. Stilistisk er Reconnaissance mit mest ekstreme værk, med yderpunkter på ene side i brutalistiske klaverclusters, på den anden i det fuldstændige citat af hovedstykket i Schumanns sats med samme navn fra Carnaval.

Klaverkvartetten Lamento er beslægtet med Reconnaissance. Men hvor kvintetten er grumset, arbejder Lamento med et homogent materiale. I en evigt faldende kromatisk sats fortæller den om en grænseløs sorg, der ind i slutningens forsvindingspunkt forvandler sig til en heroisk gestus.   

Naturens egne processer rummer historier om forvandling. Med en affinitet til det absurde, der afspejler sig i titlen, kan klaversonaten, Floating Hammers, forstås som ”hændelser med vand”. Waves karakteriser i første sats såvel de enkelte fraser som musikkens samlede forløb, der i sin bevægelse hen over klaviaturet tegner det imaginære billede af mægtige flodbølger. Anden sats, Thawing Ice, udfolder sig i det punkt, hvor tunge akkorder gradvist smelter for senere igen at fryse til. I tredje sats, Tears, ankommer musikken til en sats, der med stærke mindelser om Beethoven græder ud i endeløst sukkende fraser.

Vandmetaforen har også givet navn til klaverballaden, Drømmevande, hvor – gemt under drømmenes havoverflade – de samme figurer, begivenheder og forløb dukker op i stadigt nye sammenhænge. Her synes musikken også at genfortælle historier fra den store klavertradition med ærefrygt og stadige buk for Beethoven, Chopin og Schumann.

Spændingen mellem de enkelte toner, deres evne til – bag om konventionen – at fortælle historier alene gennem deres indbyrdes spil, er for mig den erfaring, der i begyndelsen af 20’erne gjorde mig til komponist. Denne fascination foldede jeg første gang ud for alvor i orkesterværket Arcus, og – måske ikke så overraskende – er resultatet en romantisk naturfortælling. For hyldet i tågedis, udfolder Arcus i store buer et landskab af majestætisk mystik og morgenstemningens halvlys – fyldt med trækfugle, naturens stilhed, hymner og suk, skrig og ekstase. Hen mod slutningen bryder en c-mol koral sammen under vægten af sin egen patos og fører til hvælvet, jublende kulmination. Herefter mørke, melankoli og accept.

Naturlydene fra Arcus forurenes og forvrænges i det spindelvæv, der har givet min accordeonkoncert navn, og kommer på den måde soloinstrumentet i møde. Sørgmodige melodistumper, hentet ud af ensomhedens trækharmonika, træder til, indbyder til folkedans og opløser sig igen i et fintmasket net af signaler og vibrerende akkorder. Klokker og koral varsler højtid, inden naturens tumult afbryder og mørke sænker sig over spindelvævets sære landskab.

Spindelvæv er del af en værkfamilie for accordeon, et instrument jeg er fascineret af, fordi det som tasteinstrument i hurtigt, virtuost passageværk har tekniske muligheder hinsides klaveret. Samtidig hører jeg i dets kunstige, overtonefattige klang altid efterklangen af en fortabt, ensom folkelighed. Mit til dato mest spillede værk, Udflugt med Omveje, er en del af denne familie. Udflugt med omveje sætter energisk og målrettet ud efter et mål, der i midten af stykket destruerer sig selv. Grebet af panik haster musikken videre, men bliver nu til stadighed distraheret og grebet af digressioner. Slutningen polariserer den stilstand musikken herefter falder i og den afsluttende codas frenetiske aktivitet.