Teknik (mest for nørder)

Darmstadt-modernismen var pensum, da jeg gik på konservatoriet, men også under angreb og nedbrydning af postmodernismens ”alt er tilladt stilblandinger” og minimalismens demonstrative enkelhed. Det spændingsfelt er jeg vokset op i, og det har været retningsgivende for min udvikling. Bundlinjen i de mange mellemregninger siden da er: For det første, at tonalitetens gravitation for mig er lige så nødvendig som at trække vejret. For det andet, at musik har mulighed for at udfolde ækvivalenter til vores moderne, komplekse tidsoplevelse. Med alle de enkelte stykkers stilistiske forskelle er min musik derfor først og fremmest optaget af tonalitet og tid.

Tonalitet

I mange værker er den tonale disposition modal, forstået på den måde, at musikken bygger på begrænsede udsnit af den kromatiske skala. (Strygekvartetter, Arcus, Kongens Fald). Den første strygekvartet bygger i sin helhed på det samme intervalsæt, der i forskellige placeringer indordner sig i en ensartet tonal reference med centraltonen e. Eksemplet viser kvartettens begyndelse:

Tonematerialet indtil bogstav A er det kromatiske rum mellem tonerne ais og e med tilføjelse af tonen g. Fra bogstav A transponerer jeg en lille terts ned.

I Arcus afveksler to forskellige intervalsæt med referencer til hhv. fis og c. Det er bl.a. den tonale spænding mellem disse to planer, stykket i strukturel forstand handler om.

Det lykkelige marked udbygger den teknik i en grad, så stykkets tonale disposition bliver til en travesti på den sene Beethovens måde at udlede storformen af motivet. De indledende seks toner – e, fis, h, e, fis, h er også dem, der styrer de tonale flader, der udgør formen. Slutningen er en hilsen til Haydns afskedssymfoni.

Enkelte værker (Gensyn, Udflugt med Omveje, Am Abend) tager stilling til dodekafoni på den måde, at jeg bruger tolvtonerækker til at farve en tonalitet. For mig bliver rækkerne således en måde til at gentænke og genanvende den klassiske kontrast mellem tonalitet og kromatik.

Tre værker anvender passacaglia teknik (Lamento, Strøg og hamre, Hvis fuglene kunne synge om natten og Natfugle). Her bygger satsen på kromatisk faldende fire-tone akkorder, alle ordnet inden for en tritonus. I Lamento gentages den samme række akkorder igen og igen; i de tre andre værker transponerer jeg rækken og anvender den også i omvending.

Spindelvæv anvender et tema bestående af akkordserie med en tydelig kadencering i retning af as-mol. Tonalt handler værket om, hvordan musikken finder vej til denne tonalitet og lægger sig til hvile i den.

Tid

Klaverkvintetten Reconnaissance er disponeret i blokke med indbyrdes forskelligt, ofte stærkt kontrasterende materiale. De første 42 takter, der varer præcist et minut, er illustrative for teknikken:

I klassisk forstand danner de 42 takter tilsammen en barform med en meget lang cæsur mellem de to stoller og Schumann-citatets Abgesang.

Kvintettens næste formled ekspanderer de to stoller med en slow motion gennemspilning af stoller og fermat, der hver ganges med 3,5. Schumann-citatet – nu i omvending spejlet omkring tonen as – følger, men i samme tidsformat som første gennemspilning:

Klaverkvartetten, Lamento, er overordnet disponeret i to satser. Første sats opdeler jeg således:

Figuren viser, at de enkelte afsnits længde følger den såkaldte fibonacci-række. Det samme gælder forholdet mellem varigheden af værkets to satser på hhv. godt 5 og 3 minutter.  I modsætning til Reconnaissance er Lamentos materiale monotont ensartet: i lige nodeværdier ekspanderer og varierer formledene A og A’ således den melodiske kerne, der høres de første 4 takter. I sin helhed handler kvartetten om det paradoks, at tiden på samme tid ekspanderer og lukker et materiale: tiden udvider sig samtidig med, at den varer kortere og kortere.

Begyndelsen af Floating Hammers er et andet eksempel på min ekspansionsteknik:

Her er den melodisk-harmoniske kerne den indledende treklang i højre hånd (b-c-des) og det efterfølgende faldende halvtonetrin. Denne kerne er kimen til alt, hvad der følger også i anden og tredje sats.  Også klaversonaten intensiverer det overordnede forløb ved, at satserne bliver stadigt kortere.

Polyrytmer og polymetrik er allerede i klassisk musik den samtidige afvikling af musik i flere forskellige rum, med 1.aktsfinalen af Don Giovanni som det måske mest spektakulære eksempel. Arcus er med udgangspunkt i et betonet harmonisk univers et essay i den samtidige afvikling af flere forskellige tidsforløb. Nedenstående fra stykkets begyndelse (t. 26-37) giver et fingerpeg om hvordan:

Takterne 26-31 indeholder ud over de fire halve, dirigenten slår, og som bliver hørbare i de følgende fem takter, to langsommere lag, nemlig en firedeling over fem takter, samt en tredeling over to takter. Meget af værkets videre forløb består i udfoldelsen af disse forskellige tempolag – i kombination med den spænding mellem de tonale planer c og fis, der omtalt ovenfor.

Eksemplerne illustrerer de tre hovedprincipper for strukturering af tid, som jeg igen og igen vender tilbage til: 1. disposition af et materiale – hvad enten det er ens- eller forskelligartet – i blokke med klare indbyrdes proportioner. 2. ekspansionen af en motivisk kerne til hele formdele – i sidste ende til et helt værk – hvor slutpunktet er grundlæggende forskelligt fra udgangspunktet. 3. Dispositionen af kortere eller længere forløb i polyrytmiske lag, hvor de enkelte lag spiller i hvert sit tempo.

Et sidste eksempel på denne teknik stammer fra Drømmevande: